Ynder Du Træet, da maa Du ei hade
den hvasse Torn mellem Blomster og Blade.
Da Træet var ungt med den blødeste Hud,
blev den et standset, forkommet Skud;
en Torn er en Kvist, der har taget Skade.
Tænk, hvad et spirende Liv maa lide,
hvor Mørket ruger og Taagerne skride!
Ja, se Dig om paa den fattige Plet,
hvor Træet led og blev torneklædt,
og bar dog Blomster, duftende, blide.
Blandt al den Glæde, en Vaar udfolder,
er Tornen et Savn, som Planten beholder.
Den siger i Vextemes stumme Sprog:
«Jeg saarer, men ak, jeg gjemmer dog
en større Smerte end jeg forvolder».
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar